Velkommen til barnebokkritikk.no
Hjem Kontakt Om barnebokkritikk.no Bestill nyhetsbrev Ressursside Søk
INNHOLD
Anmeldelser
· Bøker
· Scenekunst
· Diverse
· Fag og forskning

Annet innhold
· Artikler
· Barnebokminne
· Debatt
· God, ikke oversatt
· Likt og ulikt

JASSÅ?!?
I forbindelse med anmeldelsen av Knut Linds bok om Muhammed, gjengir vi her Julius Schnorr von Carolsfelds oppgjør med de kristne «Billedstormerne» fra 1840...


BARNEBOKMINNE
Illustratør Jens Kristensen skriver om:


DESSUTEN ...
* Bestill vårt gratis nyhetsbrev.
*Følg oss på FACEBOOK og TWITTER
* Neste oppdatering kommer 14. november.

   Utskriftsformat  Utskriftsformat     Send til en venn  Send til en venn

Fag og forskning: Årboka. Litteratur for barn og unge 2010


ANMELDELSE AV FAG- OG FORSKNINGSLITTERATUR

Årboka. Litteratur for barn og unge 2010
Red: Per Olav Kaldestad og Karin Beate Vold
Det Norske Samlaget (i samarbeid med NBI) 2010

Anmeldt av Karen Lise Søndergaard

SYNLIG ANVENDELIGHED

Årboka er et vigtigt redskab – den skaber både overblik og indblik, og fungerer lige godt som praktisk håndbog og som seriøst medie for den nyeste forskning, men et meget væsentligt aspekt er næsten helt fraværende i Årboka 2010: receptionen børnelitteraturen – set med børneøjne.



Årboka: Litteratur for barn og unge er kendt og respekteret, også i det børnelitterære miljø i Danmark. Og med god grund. Det er mere end et forskningstidsskrift, men hublot replica watches netop en år-bog: starter man sin læsning bagfra, finder man en forbilledlig oversigt over udviklingen indenfor det børnelitterære felt, fra statistik over nyudgivelser, bibliografi over fag- og forskningslitteratur, glimt af tendenser fra Sverige, Finland og Danmark til en liste over samtlige priser og prismodtagere fra det forløbne år, samt nyttige adresser. Ud over, at det er et fornemt stykke arbejde og et tegn på, at børnelitteraturen i Norge tages alvorligt, giver det også årbogen en meget synlig anvendelighed. Netop anvendeligheden er et vigtigt aspekt, når vi taler børnelitteraturforskning. Hvis børnelitteraturen ikke skal være et marginaliseret område af litteraturforskningen, skal den gøres synlig og tilgængelig. Her er Årboka er et vigtigt redskab – den skaber både overblik og indblik, og fungerer lige godt som praktisk håndbog og som seriøst medie for den nyeste forskning.

Bidragene til Årboka 2010 kan til dels ses som eksemplariske i forhold til, hvad der ”sker” lige nu, både indenfor børnelitteraturen og forskningen. Bidragyderne består både af yngre forskere fra Norsk barnebokinstitutts forskningsnetværk og af mere etablerede, internationale forskere som Åsfrid Svensen og Nina Goga. Mens en del af bidragene tegner sig for et overordnet tema om flerkulturelle aspekter ved børnelitteraturen, dykker Åsfrid Svensen og Nina Goga ned i hhv. Tormod Haugens forfatterskab og moderne forfatterbiografier, men også et forholdsvist sjældent område tages under behandling: digtekunst for børn.

Bidragene
Tormod Haugen er en af Norges vigtigste børnelitteraturforfattere. Han døde i 2008, og Åsfrid Svensens artikel er en bearbejdning af en forelæsning i anledning af Haugens 60-årsdag i 2005. Artiklen har derfor ikke præg af hverken nekrolog eller oversigt over forfatterskabet, men er en afsøgning og en fortolkning af Haugens brug af det fantastiske som udtryksform. Særlig interessant bliver Svensens fremhævelse af paradokset mellem fantastikken som formidling af det almenmenneskelige og –kulturelle og de postmoderne stiltræk, som også præger forfatterskabet.

Der er en fin balance mellem denne og næste artikel om forfatterbiografier for børn og unge. Her undersøger Nina Goga, hvordan forfatterbiografierne foretager den nødvendige selektion og vinkling på forfatterskabet: ”Altså – hva ved litteraturen har gjort den biograferte verdig en biografi?”. De tre udvalgte biografier om Shakespeare, Wergeland og Amalie Skram har hver deres originale svar på det spørgsmål. Som læser får man lyst til straks at kaste sig over biografierne, men da det næppe er artiklens primære sigte, kunne jeg have ønsket, at Nina Goga tog tråden op fra sin indledning, hvor hun skriver om et voksende fokus på faglitteratur og faglig læsning i skolen. Der havde været en pointe i at afsøge det didaktiske eller endda ”dannende” aspekt ved netop denne genre, når den formidler voksenlitterære forfatterskaber til børn. Altså, lidt mindre hvad og en del mere hvorfor.

I det næste bidrag får forfatteren ordet i en slags biografisk samtale mellem børnebogsforfatter Rune Belsvik og Årboka-redaktør Per Olav Kaldestad. Samtalen er et kronologisk vue over Belviks forfatterskab, men samtidig forfatterens fortælling om sig selv. ”Læseren – det er jo mig”, siger han ærligt om det at skrive for børn og unge, og man fornemmer forfatterskabet som et dybt personligt projekt.

Efter de tre indledende artikler, springes der (noget brat) til de tematiske artikler om børnelitteraturen som forvalter og formidler af nationalt og kulturelt arvegods. Kristin Ørjasætter skriver meget interessant om ”norskhed” og om børnelitteraturens bidrag til både konstitueringen af – og opgøret med en bestemt norsk selvforståelse knyttet til naturen og det at definere og adskille sig i forhold til ”de andre”. Børnelitteraturens traditionelle fokus på identitetsdannelse gør den til en særlig vigtig medspiller, ikke bare i barnets individuelle identitetsudvikling, men også i forhold til barnets deltagelse i ”den nationale identitetsforestilling”. Ørjasætter afslutter da også med at efterlyse børnelitterære bud på nye og mere funktionelle modeller ”for en kollektiv identitet som gjør det mulig å møte ”de andre” på en mer adekvat måte enn før”.

I artiklen om ”Indvandrere i litteraturen – individer eller grupperepræsentanter” diskuterer lærer og litteraturpædagog Torill Strand tendensen til at generalisere i litteratur, der omhandler indvandrere, såkaldt migrationslitteratur. Strand tager udgangspunkt i læserens reception – men vel at mærke den voksne læsers: undervisere, lærerstuderende og bibliotekarer, ligesom hun behandler den (formodede) intention, der ligger bag migrationslitteratur for børn og unge. Jeg mener, at det havde været oplagt mere direkte at knytte an til den intenderede barnelæser, som migrationslitteraturen (måske i højere grad end anden litteratur?) søger at påvirke. Det havde været velgørende at høre barnelæserens eget svar på spørgsmål om, hvordan ”vi” som læsere oplever fremstillinger af indvandrere i fiktionen.

I ”Barnelitteraturens fortellinger om hvithet” viser Tonje Vold på baggrund af pointer fra ”whiteness studies”, hvordan bl.a. ”nationalklenodier” som Halfdan Rasmussen og Roald Dahl i virkeligheden er med til at bekræfte hvidhed som det normale, rene og æstetiske i modsætning til en sort vildskab og ”uanstændighed”, som nok er morsom, men, set med 2010-øjne, også dybt stereotyp og fornedrende. Samtidig sættes hvidhed som social og kulturel konstruktion ind i en historisk kontekst, der viser en bevægelse hen i mod en forståelse af hvidhed som en ”performativ kvalitet” mere end en kategori. Det interessante bliver her, ”hva vi gjør, hvilke forestillinger vi handler ut fra, hvilke forestillinger vi har ikke bare om andre, men om oss selv”. Tonje Vold giver sit teoretiske grundlag liv og relevans i en meget velskrevet artikel.

Efter Tonje Volds artikel skifter årbogen igen spor og fortsætter med en artikel af Anne Birgitte Rønning, som præsenterer robinsonaden som børnelitterær genre og som pædagogisk diskurs. Netop denne genre er tæt knyttet til forestillingen om, hvad barnet har ”brug for” at vide ”å sette på prøve sider ved oppdragelsen som romaner i hjemlig setting ikke ville gi rom for”. Genren tydeliggør også konventioner og forventninger knyttet til hhv. drenge og piger. Traditionelt er genren knyttet til den ”vilde” dreng, og det er påfaldende, at ”pigerobinsonaden” ikke gør op med, men snarer bekræfter stereotype kønsforestillinger. Forfatteren Oskar Stein Bjørlykke tematiserer det at skrive for børn på baggrund af en helt overordnet tese: børne- og voksenlitteratur er i virkeligheden ens! Det er interessant netop i denne sammenhæng, at Bjørlykke diskuterer den efterhånden gamle påstand om, at en børnelitteratur, der per definition er pædagogisk i sit sigte, ikke kan være kunst, og altså derfor heller ikke sidestilles med voksenlitteraturen. Årboka 2010 fremhæver netop det ”pædagogiske” ved børnelitteraturen, børnelitteraturen som ”opdrager”. Bjørlykke hverken overser eller underkender, at dette aspekt kan være til stede i børnelitteraturen. Men børnelitteraturens ”innarste vesen” er det, han kalder ”det poetisk-narrative felt”, som det deler med al litteratur. Bjørlykke skriver på en gang intuitivt svævende og uhyre præcist om at fortælle og digte for børn.

Forfatter, psykolog og hypnoterapeut Helge Torvund er ophavsmand til et af de mere kuriøse bidrag: han skriver om det hypnotiske i lyriske tekster for børn. Rytmen, monotonien og den suggererende gentagelse er stiltræk eller virkemidler, som en del børnedigtning, især vuggesange og -remser, deler med hypnosen. Med samme formål, mener forfatteren – at bringe ro eller endda let trance og etablere et rum, hvor logik og rationalitet må vige pladsen for det ubevidste. Artiklen er sober, og det er spændende at se børnelitteraturen betragtet gennem et par usædvanlige briller.

Den grafiske roman, tegneserieromanen eller billedromanen er stormet frem de senere år. Morten Harper redegør for genrens historie for derefter at pege på tendenser i den nyeste skandinaviske tegneserieromaner. Det er påfaldende, at opvækstskildringer, både fiktive og selvbiografiske, fylder så meget i netop denne genre – også i Danmark, hvor genren især har vundet indpas i skolerne i form af hybridgenren ”billedroman”. Den ”underlødige” tegneserie er ved at være fortid, og det er tydeligt, at der her ligger et enormt kunstnerisk og didaktisk potentiale.

Einar Økland præsenterer et glemt ungdomsmagasin fra 1941, Bragd. Magasinet kom til at spille en ikke ubetydelig rolle under 2. Verdenskrig som et modspil til de nazistisk propaganderende blade og magasiner . Økland skriver medrivende om et lille hjørne af børnelitteraturhistorien, og artiklen er interessant i sammenhæng med Kristin Ørjasætters artikel om norskhed, om end artiklernes sigte er helt forskellige.

Forfatterne Dag Larsen og Vidar Aspeli afslutter med to essays om hhv. det paradoksale i som forfatter at skulle etablere troværdighed i en jeg-fortælling, når ”jeg” i virkeligheden er en voksen forfatter, der fortæller til et barn og om det mere direkte møde mellem forfatter og læser.

Temanummer eller blandede bolscher
Det har længe været børnelitteraturens æstetik, der har været i fokus, men som Årboka 2010 også synes at afspejle, har der i de senere år været stigende opmærksomhed omkring børnelitteraturens faglige, sociale og kulturelle funktion. Det er uhyre interessant, men det rejser også en masse spørgsmål, som bidragene i Årboka 2010 kun i mindre grad forsøger at give svar på: Hvor megen magt har børnelitteraturen egentlig? Kan den bidrage til at opretholde stereotype racefordomme, skel og uligheder, og kan den(eller skal den overhovedet) på den anden side være med til at nedbryde dem? Hvis det er tilfældet, hvordan forvaltes så det ansvar, der ligger på de børnelitterære forfattere og formidleres skuldre? Både feltet og de diskussioner, der knytter sig til det, er mere end relevante, men et meget væsentligt aspekt er næsten helt fraværende i Årboka 2010: receptionen af denne type børnelitteratur – set med børneøjne. Som voksne har vi ikke oplevet en senmoderne multikulturel og multimodal børne- og tekstvirkelighed ”indefra”. De fleste af os har ikke delt klasseværelse med et hav af forskellige nationaliteter, og vi er ikke på samme måde vokset op i et flimrende hav af indtryk fra et utal af medier. Hvilken type læsere skaber det? Og imødekommer børnelitteraturen børn og barndom af i dag? Svaret får vi ikke ved (kun) at spørge os selv.

Årboka 2010 har ramt plet med sit aktuelle flerkulturelle fokus, men jeg kunne have ønsket, at emnet var blevet foldet endnu mere ud. De øvrige artikler kommer helt uretfærdigt til at stå som lidt forstyrrende tematiske afstikkere, ligesom for exempel Åsfrid Svensens glimrende, men 5 år gamle artikel virker decideret malplaceret i en årbog, der gerne skal præsentere den allernyeste forskning og tendenser. Jeg mener, at det ville have klædt årbogen at vælge mellem et stramt styret temanummer eller at ”ryste posen” grundigt, for på den måde at tegne et nuanceret billede af norsk børnelitteratur og børnelitteraturforskning lige nu.



 
  Web site engine's code is Copyright © 2002 by PHP-Nuke. All Rights Reserved. PHP-Nuke is Free Software released under the GNU/GPL license.
Sidegenerering: 0.019 Sekunder